BEMÆRK: De fleste kultursteder i Herning Kommune er åbne igen. De følger naturligvis myndighedernes retningslinjer og gør alt, hvad de kan for at sikre publikum gode og trygge oplevelser. På grund af nedlukningen, flytninger aflysninger af arrangementer i en periode kan der være enkelte arrangementer i kalendervisningen, som er fejlbehæftet. Visningerne har link til arrangørernes hjemmeside, hvor du altid er sikret de seneste opdateringer på arrangementerne. HerningErKultur Helt Sikkert!

Viser 21-26 ud af 26 resultater

1
Okt
event-img
Billedkunst

Keramik

V/ Marianne Lykke Møller Hansen.
Har du lyst til og mod på at lære at fordybe dig i keramikkens forunderlige verden?

Så har du chancen her. Kurset er for alle - nybegyndere som øvede. Vi skal lære at arbejde med pladeteknikken og frembringe unikke værker.

Med få grundlæggende teknikker vil du kunne forme og frembringe alt fra skåle, kopper, fade, pyntegenstande osv.
Vi skal fordybe os og inspirere hinanden, så vi kommer hjem med noget helt særligt.

Materialeudgifter: Ler, glasur og brænding vil koste 45,- kr. pr. kg pr. deltager, som afregnes direkte med underviseren

Læs mere

Valdemarskolen
Valdemarsvej 347, Herning
Torsdag den 1. oktober til torsdag den 3. december 2020, kl. 18-20.35.
25
Sep
event-img
Billedkunst

Kunstmaling - For Den Let øvede

V/ Norman Alfred Davis.
Her er kurset, hvor du kan forfølge dine egne ideer indenfor malerkunsten.

Du har måske arbejdet med kunst igennem flere år og har et ønske om at finde din mere personlige stil. Du har behov for at lære flere materialer, teknikker og udtryksmåder at kende? Du vil gerne udfordres både af andre kursister såvel som af instruktøren. Du vil i hele forløbet kunne arbejde med dine egne værker

Læs mere

Skolen på Sønderager
Tjaikofskisvej 3, Herning
Fredag den 25. september til fredag den 4. december 2020, kl. 09.30-12.05.
14
Jul
event-img
Billedkunst

Bjergtaget - Else Alfelt 110 år

I udstillingen BJERGTAGET - Else Alfelt 110 år fejrer vi Alfelts 110-års fødselsdag og sætter fokus på én af hendes helt store inspirationskilder, nemlig bjerge. For hvorfor var Alfelt så optaget af at male bjerge? Og hvad betyder bjergene i hendes kunst?
Fælles for - næsten - alle Alfelts værker er, at der er tale om naturmotiver, og at Alfelt er betaget - faktisk bjergtaget - af den natur, hun maler. I et interview med Virtus Schade fra 1969 forklarer hun selv sit natursyn således:

"Maanen, solen, bjergene, floderne, rummet, det er for mig evighedsbegreber. Hele min barndom og tidligste ungdom boede jeg ude, hvor byen og landet mødtes..., derude på grænsen kendte vi før 1920 kun petroleumslampen, indenhus og udendørs deltes tiden i mørketid og maanetid... efterhånden opfyldte det voldsomme og paa samme tid blide himmellys ikke alene et praktisk formaal, jeg blev også forelsket - i lyset.
Jeg blev maaneskudt. Naar det var fuldmaane stod jeg op og gik ud for at læse ved dens lys eller blot for at bade mig i den hvide skær, se min egen skygge i natten. Maanen har skabt nogle af mine mest betagende oplevelser."

Alfelts mange gentagne abstrakte naturmotiver fortæller om en kunstner, der ikke kun har været betaget, men også dybt bevæget - endda grebet - af en storslået naturoplevelse. Alfelts natur er dog ikke kun en billedskøn gengivelse, men tildeles et nyt formsprog, hvor kantede og pågående bjergformationer pryder lærredet. En natur, der virker bekendt og rolig, men som samtidig er ny, abstrakt og voldsom.

Forbered dig på at blive bjergtaget af en kunstner, der ser, oplever og fortolker naturen, og hvis værker giver et nyt pulserende og livligt motiv tilbage til netop den natur, som hun holdt så meget af

Læs mere

Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum
Birk Centerpark 1, Herning
Tirsdag den 2. juni til torsdag den 31. december 2020, kl. 10.
14
Jul
event-img
Billedkunst

Kunsten & Klangen / Panta Rei

'Panta Rei' er et elektroakustisk lydværk for 8 højtalere skabt af Ditte Rønn i dialog med malerier af Carl-Henning Pedersen (1913-2007). I lydværket responderer Rønn ikke blot på malerierne, men også på Pedersens klare vision og drivkraft.
Værket består af 9 satser på ca. 2-7 min. - i alt ca. 45 min. - og indeholder optagelser med komposition og improvisation for klassisk sopran, violin, viola, cello etc. Sammen med Rønns eget bidrag bearbejdes lyden elektronisk for til sidst at skabe det flerdimensionelle lydunivers, der kan opleves på udstillingen.

I skabelsen af værket stiller Ditte Rønn sig skulder ved skulder med den danske CoBrA-kunstner Carl-Henning Pedersen, hvorfra hun i lige stor grad har ladet sig inspirere af kunstnerens malerier som af hans budskaber og filosofiske overvejelser.

Byggestenene i 'Panta Rei' skabes af sopran, strygertrio og slagtøj ad libitum ved blandt andre sopran Cæcilie Cramon. Værket er indspillet uden effekter og består af både nedskrevne og åbne kompositioner samt improvisation efter oplæg. Det endelige lydværk er blevet efterbehandlet elektronisk i samarbejde med lydmand Kim Engelbredt

Læs mere

Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum
Birk Centerpark 1, Herning
Lørdag den 31. august 2019 til torsdag den 31. december 2020, kl. 10.
14
Jul
event-img
Billedkunst

Universets blomst

Lad roen sænke sig i særudstillingen af Else Alfelts værker 'Universets blomst', hvor vi desuden har genskabt Alfelts zen-have fra 1968 og belagt en udstillingssal med et særproduceret væg-til-væg-tæppe med motiv fra udstillingen.
Særudstillingen 'UNIVERSETS BLOMST' viser eksempler på Else Alfelts meditative mysticisme i en serie farvemættede malerier fra 1960erne.

Da Else Alfelt i 1967 rejste til Japan, blev mødet en åbenbaring for hende. Indtrykkene fra tempelhaverne i Kyoto, Heison-bjerget, fuldmånen over Fuji og Nara med de to tusinde stenlygter voksede videre i hendes kunst sammen med et stærkt islæt fra kalligrafien.

Alfelt fandt i zenbuddhismen en filosofi, som hun - uden at have sat navn på - havde arbejdet kunstnerisk med gennem store dele af sit liv. Hendes værker rummer således kun reminiscenser af den sete virkelighed (eksempelvis et bjerg eller en måne) og indbyder os til at vende blikket meditativt indad. Den tomme kunstoplevelse har potentialet i sig selv til at lukke op for vores inderste.

Et kæmpemæssigt væg-til-væg-tæppe med motiv af Else Alfelt fylder museets runde sal sammen med værker med motivet Universets blomst, som havde helt særlig interesse for Alfelt i 1960erne. Udstillingen opfordrer til, at man opholder sig i rummet, sætter sig ned og lader roen sænke sig.

I 1968 viste Alfelt sine japansk-inspirerede billeder på udstillingen 'STENLYGTERNES LAND' på Den Frie, hvor hun med reference til den japanske kultur indrettede en zen-have i udstillingssalen. 50 år senere har Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum genopført Alfelts forgængelige zen-have i museets udstillingssal

Læs mere

Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum
Birk Centerpark 1, Herning
Torsdag den 31. maj 2018 til torsdag den 31. december 2020, kl. 10.
19
Sep
event-img
Billedkunst

Naturligvis - landskabsmalerier af Allan Otte

I samarbejde med Fuglsang Kunstmuseum og Brandts præsenterer HEART den hidtil største udstilling med kunstneren Allan Otte (f. 1978).
Med temaer som fødegården, landbrugskritik og menneskets udnyttelse af naturen sætter udstillingen fokus på hvordan Otte gennem sine særegne arbejdsmetoder tager livtag med landskabsmaleriets traditionelle udtryk, og hvordan han samtidig forholder sig til nutidens modernisering af landbruget.

Allan Otte er en af de mest bemærkelsesværdige malere på den hjemlige kunstscene. Siden sin afgang fra Kunstakademiet i København i 2007 har han betaget publikum og anmeldere med sine smukke og overraskende skildringer af det danske landskab. Det er imidlertid ikke landskabet i sin traditionelle og romantiske version, der interesserer Otte, men snarere at se bagom idyllen og ind i den moderne virkelighed, som den ser ud.

I sine værker tager Allan Otte et opgør med 1800-tallets national-romantiske landskab. Det landskab som danske guldaldermalere som C. W. Eckersberg (1783-1853) og hans elever begynder at tage ud i og male fra 1830'erne, og som fra 1840'erne blev populære motiver i borgerskabets hjem. Der er imidlertid milevidt fra disse skildringer til Allan Ottes moderne landbrugslandskaber anno 2019. Det er nemlig ikke lutter idyl, når Allan Otte giver os sin moderne version af det romantiske landskabsmaleri. Tværtimod. Døde grise, havarerede biler og kølige robot-fodermaskiner er nogle af de figurer, der befolker billederne. Naturen er ikke romantisk, det er en produktions-natur. Og så alligevel. For mellem de grå betonhaller og de store gårde, er der også elementer af stor skønhed. Om det er den blå himmel udført med air-brush, de snoede landeveje eller markerne, møjsommeligt malede med kunstnerens signatur-penselstrøg, så er den der, naturen som vi kender den. Som noget vi kører igennem i biler, som en baggrund for vores liv og fortælling om vores land. Og som et løfte om noget evigt, der også selv i Allan Ottes køligt registrerende optik er til stede i billedet.

Allan Otte vil ikke skønmaleriet. Han vil åbne vores øjne for naturen, som vi virkeligt omgås den og virkeligt anvender den. Det møde bliver frontalt i hans værker, vi står ansigt til ansigt med naturen i dens allermest brutale og brutalt moderne version. Og det er dybt foruroligende og påfaldende smukt og grimt på samme tid.

Med valg af motiv, og ikke mindst teknik, er Allan Otte en af de mest konsekvente fornyere af maleriet i Danmark og hans billeder har indgået i en lang række udstillinger siden afgangen fra Kunstakademiet. Ottes nytænkende måde at skabe malerier på baggrund af samplede collager af billeder fundet på internettet og fotograferet af ham selv, er både dybt original og sætter begge medier - fotografiet og maleriet - i spil overfor hinanden. Ved første øjekast synes Allan Ottes malerier realistiske. Men ved et nærmere kig opløses illusionen i en flimrende abstraktion, der minder om et fotografi i alt for høj opløsning. Med sine værker peger Otte vedholdende på maleriets muligheder samtidig med, at han i sine motiver undersøger den kontrollerede natur, som i dag omgiver os på alle sider.

Udstillingen er støttet af:

Augustinusfonden
15. Juni Fonden
Statens Kunstfond
Landbrugets Kulturfond
Knud Højgaards Fond
Beckett Fonden
William Demant Fonden
Grosserer L. F. Foghts Fond

Læs mere

HEART Herning Museum of Contemporary Art
Bitten og Aage Damgaards Plads 2, Herning
Lørdag den 19. september 2020 til søndag den 24. januar 2021, tirs-søn 10 -16.