BEMÆRK: De fleste kultursteder i Herning Kommune er åbne igen. De følger naturligvis myndighedernes retningslinjer og gør alt, hvad de kan for at sikre publikum gode og trygge oplevelser. På grund af nedlukningen, flytninger aflysninger af arrangementer i en periode kan der være enkelte arrangementer i kalendervisningen, som er fejlbehæftet. Visningerne har link til arrangørernes hjemmeside, hvor du altid er sikret de seneste opdateringer på arrangementerne. HerningErKultur Helt Sikkert!

Event Information

Lørdag den 19. september 2020 til søndag den 24. januar 2021 , tirs-søn 10 -16.

HEART Herning Museum of Contemporary Art, Bitten og Aage Damgaards Plads 2

(Entré: 75/børn under 18 gratis/pensionister 60)

Skal du afsted?

Skal du til dette arrangement men mangler et sove/spise -sted eller inspiration til hvad du ellers kan lave i Herning? Så har vi samlet noget af det bedste til dig lige her.

Naturligvis - landskabsmalerier af Allan Otte

Bon Jovi Jam

I samarbejde med Fuglsang Kunstmuseum og Brandts præsenterer HEART den hidtil største udstilling med kunstneren Allan Otte (f. 1978).

Med temaer som fødegården, landbrugskritik og menneskets udnyttelse af naturen sætter udstillingen fokus på hvordan Otte gennem sine særegne arbejdsmetoder tager livtag med landskabsmaleriets traditionelle udtryk, og hvordan han samtidig forholder sig til nutidens modernisering af landbruget.

Allan Otte er en af de mest bemærkelsesværdige malere på den hjemlige kunstscene. Siden sin afgang fra Kunstakademiet i København i 2007 har han betaget publikum og anmeldere med sine smukke og overraskende skildringer af det danske landskab. Det er imidlertid ikke landskabet i sin traditionelle og romantiske version, der interesserer Otte, men snarere at se bagom idyllen og ind i den moderne virkelighed, som den ser ud.

I sine værker tager Allan Otte et opgør med 1800-tallets national-romantiske landskab. Det landskab som danske guldaldermalere som C. W. Eckersberg (1783-1853) og hans elever begynder at tage ud i og male fra 1830'erne, og som fra 1840'erne blev populære motiver i borgerskabets hjem. Der er imidlertid milevidt fra disse skildringer til Allan Ottes moderne landbrugslandskaber anno 2019. Det er nemlig ikke lutter idyl, når Allan Otte giver os sin moderne version af det romantiske landskabsmaleri. Tværtimod. Døde grise, havarerede biler og kølige robot-fodermaskiner er nogle af de figurer, der befolker billederne. Naturen er ikke romantisk, det er en produktions-natur. Og så alligevel. For mellem de grå betonhaller og de store gårde, er der også elementer af stor skønhed. Om det er den blå himmel udført med air-brush, de snoede landeveje eller markerne, møjsommeligt malede med kunstnerens signatur-penselstrøg, så er den der, naturen som vi kender den. Som noget vi kører igennem i biler, som en baggrund for vores liv og fortælling om vores land. Og som et løfte om noget evigt, der også selv i Allan Ottes køligt registrerende optik er til stede i billedet.

Allan Otte vil ikke skønmaleriet. Han vil åbne vores øjne for naturen, som vi virkeligt omgås den og virkeligt anvender den. Det møde bliver frontalt i hans værker, vi står ansigt til ansigt med naturen i dens allermest brutale og brutalt moderne version. Og det er dybt foruroligende og påfaldende smukt og grimt på samme tid.

Med valg af motiv, og ikke mindst teknik, er Allan Otte en af de mest konsekvente fornyere af maleriet i Danmark og hans billeder har indgået i en lang række udstillinger siden afgangen fra Kunstakademiet. Ottes nytænkende måde at skabe malerier på baggrund af samplede collager af billeder fundet på internettet og fotograferet af ham selv, er både dybt original og sætter begge medier - fotografiet og maleriet - i spil overfor hinanden. Ved første øjekast synes Allan Ottes malerier realistiske. Men ved et nærmere kig opløses illusionen i en flimrende abstraktion, der minder om et fotografi i alt for høj opløsning. Med sine værker peger Otte vedholdende på maleriets muligheder samtidig med, at han i sine motiver undersøger den kontrollerede natur, som i dag omgiver os på alle sider.

Udstillingen er støttet af:

Augustinusfonden
15. Juni Fonden
Statens Kunstfond
Landbrugets Kulturfond
Knud Højgaards Fond
Beckett Fonden
William Demant Fonden
Grosserer L. F. Foghts Fond