Event Information
Lørdag den 8. oktober 2022 til fredag den 18. august 2023 , kl. 10.
HEART - Herning Museum of Contemporary Art, Bitten og Aage Damgaards Plads 2
(Entré: 75 kr)
Skal du afsted?
Skal du til dette arrangement men mangler et sove/spise -sted eller inspiration til hvad du ellers kan lave i Herning? Så har vi samlet noget af det bedste til dig lige her.
Ulvetime - Ingvar Cronhammar
I oktober 2022, halvandet år efter kunstnerens død, åbner HEART en komprimeret udstilling af de værker, der gjorde Ingvar Cronhammar til folkeeje. Udstillingen fremmaner en illusion af det sorte, hvide og røde skyggeland, hvori ideen til værkerne opstod.
HEART ejer Danmarks største samling af Cronhammars værker. Langt de fleste af dem må være skabt i det Cronhammarske skyggeland. En blanding af skabelseszone og psykogeografisk referenceland, som han selv omtaler som et sort og et rødt område, mellem hvilke der er en hvid bræmme.
I udstillingens sorte mørke huserer Cronhammars karakteristiske science fiction inspirerede værker som f.eks. Skrig i vilden nat, 1987, Udkrængningens ly, 1990, Attack, 1992, og Well of Roses, 1991. I mørket er det mareridtet og døden, der er på spil. Fantasilandets hvide bræmme, "blonden", som er grænsen mellem det sorte og det røde, er et surreelt organisk landskab, hvor dyrekroppe, svanevinger og slangehalse synes at fremmane fortidige ofringsritualer. I det store røde rum står Cronhammars enorme gennembrudsværk The Gate fra 1988 alene og 'brøler', og i museets koncertsal afspilles Cronhammars film Kill fra 2012.
Cronhammar udtalte selv om sine værker: "Værkerne får betydning og tilstedeværelse, når de spændes ud mellem livets to poler: Mellem den basale skønhed, hvor vi næsten henfaldne oplever Guds skaberfinger på den ene side og på den anden det mørke; smerten, alvoren, melankolien. Det er de to poler, der danner klangbunden i livet"